Lærervejledning

Prioriteringsopgave

Tid: 1-1½ lektion

Appetitvækker: Viden og holdninger

I denne opgave er der mulighed for at lade dine elever tage afsæt i den viden og de holdninger, de umiddelbart har til de elleve forbrugerprodukter, som undervisningsmaterialet handler om.

Opgaven er ingen forudsætning for at gå videre i undervisningsforløbet, men giver eleverne mulighed for at reflektere over deres viden og holdninger til produkterne. Hvor vigtigt er det enkelte produkt i deres dagligdag? Hvad ved de om produktet, og hvad tænker de om produktet? Erfaringerne ved brug af undervisningsmaterialet har vist, at denne indledning er gavnlig.

Inden opgaven startes, er det en god ide at dele eleverne i 3 eller 4 grupper og orientere dem om produkterne.

Derefter opstilles produkterne i tilfældig rækkefølge på et ark, som du udleverer til eleverne.

Individuel prioritering

Ud fra de følelser og det kendskab eleverne umiddelbart har til produkterne, skal de individuelt prioritere produkterne i rækkefølgen 1 til 11. 1 er det produkt, den enkelte elev synes er det vigtigste i sit personlige univers, 2 det næstvigtigste osv. til alle produkter er placeret.

Fælles prioritering og præsentation

Efter den individuelle prioritering, diskuterer eleverne sig frem til en fælles prioritering af produkterne i deres grupper. Grupperne noterer deres prioriteringsrækkefølge på et større ark.

Hver gruppe vælger herefter to repræsentanter til et panel, der i en efterfølgende debat i klassens samlede forum skal forsvare gruppens prioriteringsrækkefølge.

Opgaven er nu, ud fra gruppernes prioriteringer, at få paneldeltagerne til at finde frem til en fælles prioritering af produkternes betydning for hele klassen. Det er din rolle som ordstyrer hele tiden at sørge for at holde gang i debatten og eventuelt at skrive ned, hvilken fælles prioritering panelet finder frem til.

Inden du lader eleverne gå videre med det egentlige arbejde ud fra elevopgaverne, kan det være en god idé at gennemføre en ordbogsopgave.


MILJØSTYRELSEN / STRANDGADE 29 / 1401 KØBENHAVN K / T: 7254 4000 / WWW.MST.DK