Fremtidens kemikaliepolitik

For 70- 80 år siden havde man hverken computere, polyester-tekstil eller gelélys.

Der er sket en enorm teknologisk udvikling i løbet af de år, der gået, siden dine bedsteforældre eller oldeforældre var unge. Meget af denne udvikling bygger på anvendelsen af nye menneskeskabte kemiske stoffer. Næsten alle de almindelige varer, som vi bruger til hverdag, indeholder kemiske stoffer fra den kemiske industri. Der er lim og lak i bordpladen, meget af vores tøj er lavet af fibre fra olieindustrien og  computere indeholder en lang række kemikalier. Tænk selv efter hvilke "nye" ting du har på dit værelse, som dine bedsteforældre ikke havde.

De mange nye kemikalier har givet os nye muligheder, men de har samtidig også skabt en række nye miljø- og sundhedsproblemer. Du har måske hørt om hormonforstyrrende stoffer, ozonlagsnedbrydende stoffer osv. Den fantastiske teknologiske udvikling har skabt en helt ny udfordring. Udfordringen er at beslutte en kemikaliepolitik, der tilgodeser miljø og sundhed, samtidig med at vi stadig kan købe de varer, vi ønsker, og uden at virksomhederne går bankerot. Kemikaliepolitik handler om at finde den rigtige balance.

I denne bog får du et lynkursus i, hvordan man kan lave politiske aftaler omkring kemikalier. Du kan se et par eksempler på nogle af de vigtigste aftaler og regler, der er lavet for at beskytte mennesker og miljø mod skadelige kemikalier. Når du har læst eksemplerne kan du prøve at komme med dit eget bud på fremtidens kemikaliepolitik. Hvordan ønsker du, at kemikaliepolitikken skal udvikle sig, og tror du, at dine ønsker går i opfyldelse?

Generationsmålet
Et af de steder man først så problemer med kemiske stoffer i miljøet, var i havmiljøet. Det gjaldt bl.a. Nordsøen, som var forurenet med en stor mængde miljøfarlige stoffer, som ikke var blevet nedbrudt. Derfor besluttede en række lande omkring Nordsøen i 1995, at udledninger af miljøfarlige kemikalier til havmiljøet skulle sænkes og helt stoppe inden år 2020. Målet er at bringe koncentrationen af kemikalier i havmiljøet ned til nær den naturlige koncentration af de naturligt forekommende stoffer og til nær nul for de miljø- og sundhedsskadelige kemikalier.

Dette mål kaldes Generationsmålet. Det handler om, at vi "inden for en generation" får nedsat brugen af med de mest miljø- og sundhedsskadelige kemiske stoffer.

Siden 1995 er Generationsmålet kommet med i flere af de internationale havkonventioner og i EU's kemikaliepolitik. Sagen er jo, at hvis vi skal undgå at udlede farlige stoffer til havet, så skal vi enten lade være med at bruge dem, eller også skal vi have godt styr på, hvor stofferne er, også når de produkter, som stofferne findes i, er blevet til affald.

Hvis Generationsmålet skal nås, er det vigtigt, at alle samarbejder - lige fra miljømyndigheder, industrien og til dig som forbruger. Du har nemlig også ret til at råbe op og være på vagt overfor brug af kemikalier i de varer, der kommer på markedet.

REACH - nye regler for kemikalier i EU
Måske tror du ikke, at EU betyder noget særligt for dig i din hverdag, men så tager du fejl. For eksempel vil EU´s nye kemikaliereform (REACH) betyde, at du og dine venner i fremtiden ikke vil blive udsat for problematiske kemikalier i samme omfang som i dag.

REACH er meget mere konkret end Generationsmålet. REACH indfører nemlig et nyt princip, der kaldes "No data – No market". Oversat til dansk betyder det: "Ingen viden – Intet marked". Det betyder, at producenter og importører af kemikalier skal kunne fremvise resultater fra undersøgelser af miljø- og sundhedsfarlige egenskaber ved det kemikalie, de vil sælge. Hvis de ikke gør det, må de simpelthen ikke sælge kemikaliet i EU.

Herunder kan du se hvad forkortelsen "REACH" står for. (Forkortelsen er lavet for engelske ord).

R: Registration (registrering):
Kemiske stoffer (kemikalier) skal registreres i en central database hos Det Europæiske Kemikalieagentur. Som en del af registreringen skal virksomhederne sende testresultater, der viser om stofferne er farlige for mennesker og miljø, og om der er særlige egenskaber ved stofferne, man skal passe på. Det er den virksomhed, der producerer eller importerer kemikaliet, der skal sende oplysningerne til Kemikalieagenturet.

E: Evaluation (vurdering):
EU landenes myndigheder samarbejder om at vurdere de registrerede stoffer. De kan vurdere om det samlede forbrug af et kemikalie ser ud til at være et problem. De vurderer også, om producenten skal lave flere forsøg for at sikre, at myndighederne ved nok om kemikaliernes farlige egenskaber.

A: Authorisation (godkendelse):
De mest skadelige kemikalier må kun bruges til de anvendelser, som myndighederne godkender. Myndighederne vil bl.a. se på, om nytten ved at bruge stoffet er større end faren ved at bruge det.

REACH trådte i kraft den 1. juni 2007, men reglerne indføres i tre trin:

Inden 1. december 2010 skal producenter og importører registrere stoffer, som de producerer mere end 1000 tons af om året. De skal også registrere andre udvalgte farlige stoffer.

Inden den 1. juni 2013 skal producenter og importører registrere stoffer, som de producerer mere end 100 tons af om året.

Inden den 1. juni 2018 skal producenter og importører registrere stoffer, som de producerer mere end 1 ton af om året.

Hvis f.eks. en virksomhed producerer et sundhedsskadeligt kemikalie, som kan bruges i maling, så vil kemikaliets egenskaber blive registret (R) hos Kemikalieagenturet. Virksomheden skal samtidig også sende detaljerede oplysninger til deres kunder om, hvordan de bruger kemikaliet forsvarligt. Det kan f.eks. være, at kemikaliet er sikkert at bruge i maling, som påføres med pensel, men at det ikke er forsvarligt at bruge kemikaliet i sprøjtemaling.

Godkendelse (authorisation) af de mest skadelige kemikalier omfatter kræftfremkaldende stoffer og stoffer, der er skadelige for arveanlæg, fostre og forplantningsevnen. Desuden kan stoffer, der er persistente, bioakkumulerende og giftige eller som er meget persistente og meget bioakkumulerende omfattes af godkendelsesordningen. Det samme gælder hormonforstyrrende stoffer.

REACH giver industrien et langt større ansvar for kemikalierne, end de tidligere har haft. Hidtil har det ofte været myndighederne, der skulle bevise, at et kemisk stof blev brugt på en måde, der var til fare for miljø eller sundhed, før de kunne gribe ind med nye forbud. Fremover bliver det i langt højere grad virksomhederne, der skal bevise, at et kemisk stof er sikkert at bruge, før de må bruge det. Og de virksomheder, der køber kemikalierne, må kun bruge dem på den måde, som producenten eller importøren har beskrevet som forsvarligt brug.

Problematiske kemikalier findes som sagt i almindelige dagligdags produkter, som f.eks. elektronik, smykker og tøj. Der udledes også kemikalier til luft og vand ved produktionen af varer. Kemikalierne kan bevæge sig over lange afstande, direkte gennem luften og vandet og indirekte gennem varer, der handles internationalt og dyr, der migrerer, dvs. dyr, der som led i deres adfærd bevæger sig over lange afstande, såsom vandrefugle og havpattedyr, eksempelvis hvaler. Derfor kan kemikalier, der udledes i Kina, havne i de fisk du spiser, og de smykker og det tøj du køber, som er lavet f.eks. i Indonesien, kan indeholde kemikalier, som er forbudt i Danmark.

Derfor er det ikke nok, at EU gør en indsats for at begrænse brugen af skadelige kemikalier. Vi kommer først for alvor af med kemikalierne, når alle lande i verden arbejder sammen.

Der er da også mange andre lande end EU-landene, der er blevet opmærksomme på, at vi har problemer med kemiske stoffer i miljøet. De fleste lande i verden er efterhånden enige om, at det er nødvendigt med en global indsats for at løse problemerne. Der er derfor lavet flere globale aftaler, som skal forhindre de værste kemikalier i at cirkulere.

Blandt de vigtigste aftaler er Stockholmkonventionen om svært nedbrydelige organiske miljøgifte, som trådte i kraft i 2004. Den kaldes også POP-konventionen, fordi kemikalierne på engelsk hedder "Persistent Organic Pollutants". POP-stofferne er giftige stoffer, som nedbrydes meget langsomt i naturen, og som ophobes i dyr og mennesker. De kan bevæge sig over hele kloden gennem luften, vandet, migrerende dyr og varer.

Stockholmkonventionen blev vedtaget, fordi man fandt ud af, at en række stoffer - blandt andet nogle af de bekæmpelsesmidler man brugte før i tiden i landbruget - er giftige, og at de ikke bliver nedbrudt med tiden. Lande over hele verden besluttede derfor at lave aftalen, som forbyder eller sænker brugen af stofferne. Konventionen omfatter bekæmpelsesmidlet DDT og 11 andre "POP-stoffer", som kaldes "det beskidte dusin", fordi de er meget skadelige. Alt tyder på, at flere stoffer med tiden vil blive omfattet. Der findes også en regional aftale – POP-protokollen - som omhandler stort set de samme stoffer, men som kun gælder for FN’s europaregion, herunder Rusland og de tidligere medlemmer afsovjetunionen.

Af andre vigtige konventioner og protokoller (specifikke delaftaler under konventioner) kan nævnes Montrealprotokollen om stoffer, der nedbryder ozonlaget og Rotterdamkonventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i forbindelse med international handel. Kemikalier i relation til affald indgår også i Baselkonventionen om affald.

En anden vigtig global aftale er SAICM, som står for Strategic Approach to International Chemicals Management – dvs. strategisk tilgang til international kemikaliehåndtering. I kort tale kalder man den for "Den Globale Kemikaliestrategi".

I SAICM deltager både lande, organisationer og industri fra hele verden. På den måde er alle de vigtige spillere med på banen, og kan bidrage til at følge op på forskellige dele af aftalen.

SAICM går ud på: " At opnå, at kemikalier senest i 2020 anvendes og produceres på måder, der fører til minimeringen af væsentlige negative effekter på sundhed og miljø.". Det er en målsætning, som blev vedtaget på Verdenstopmødet i Johannesburg i 2002 af verdens stats- og regeringsledere, og SAICM er det centrale instrument til at nå målsætningen. SAICM dækker rigtig mange områder af sikker kemikaliehåndtering, og de fleste lande i verden, heriblandt Danmark, har valgt at tilslutte sig SAICM.

FN har et miljøprogram, United Nations Environment Programme, som hvert år afholder møder, hvor verdens ministre med ansvar for miljø og deres embedsmænd drøfter det globale miljø, og hvad der eventuelt kan gøres for at forbedre det. Det gælder også på kemikalieområdet. I øjeblikket drøfter man blandt andet tungmetaller, især hvordan man bedst kan begrænse kviksølvforureningen globalt. En af de muligheder, der diskuteres, er en bindende aftale.

De eksempler, der er nævnt her, beskriver naturligvis ikke alt, der er sket på kemikalieområdet i de sidste mange år. Tværtimod er der blevet talt og skrevet en hel del om kemikalier, miljø og sundhed. Der er lavet mange nationale og internationale love, regler og aftaler, som dækker mange forskellige typer af kemiske stoffer. Det kan du dykke videre ned i, hvis du er interesseret.